DOREMI maj 2001 årgang 26 no. 3.
Interview med komponisten - og MI’eren - Christian Hildebrandt i anledning af Vesterbro Komponistforenings årlige koncert.
Af Michala Hauge
„KomVest“ - sådan lyder Vesterbro Komponistforenings motto - og vi, der ville høre de nye toner fra de vesterbro’ske komponister, drog vestpå.
Turen var ikke forgæves. I Krist Kirkens stemningsfyldte kirkerum bød de fem mandlige foreningsmedlemmer, Christian Hildebrandt, Peter Lindeman Jørgensen, Kasper Nefer Olsen, Thomas Hjort Jensen og Morten Hansen, på uropførelser af egen musik.
Siden komponistforeningen etableredes i 1998, har medlemmerne mest koncentreret sig om kormusik, og således fremførtes i år syv korværker under overskriften „Tiden og Kærligheden“. Der var nu alligevel plads til lidt klavermusik. Kasper Nefer Olsens „Tre klaverstykker“ og Christian Hildebrandts „Tre præludier for klaver“ fungerede effektfuldt som både kommentarer og kontraster til vokalværkerne.
Det er imidlertid slet ikke koncerten og undertegnedes oplevelser og henførelser ved samme, det nu skal handle om. Koncerten vakte nysgerrighed, og spørgsmål trængte sig på. Svarene blev søgt gennem en samtale med en af foreningens grundlæggere, Christian Hildebrandt, der til den aktuelle koncert havde „Ode til Tiden“, „Tre præludier for klaver“ og „Kærlighedens Højsang“ på programmet. Det blev en samtale om tiden, kærligheden, om at uropføre og om at studere musik.
Det er åbenbart ikke afstressende at være komponist. Heller ikke selvom man som Christian Hildebrandt siden januar 2001 har modtaget Statens Kunstfonds toårige igangsætterydelse. At aftale en tid til et interview var ikke nogen nem opgave, løsningen blev et komprimeret telefoninterview. Undertegnede ringede på det aftalte tidspunkt.
Har du tid nu?
„Ja, ja, det er fint“ lyder det gumlende, „hvis det er i orden, at jeg lige
spiser lidt pizza imens“ I baggrunden lyder der hamren og banken, der viser
sig at stamme fra håndværkere i færd med at renovere komponistens køkken - så
han snart kan få lidt sundere næring. Men vi har travlt og må hellere se at
komme videre.
Komponistforeningens
tema var i år „Tiden og Kærligheden“, hvordan forholder disse to størrelser
sig til dit arbejde som komponist?
„For mig er det at komponere en transformation af dengang man legede som
barn, altså leg der fungerer. I de lege er der plads til fordybelse, og det
giver varme, glæde og tryghed“ Under hentydning til en komponists mål bringer
Christian Hildebrandt endnu en dimension ind i billedet. „Man håber på ved opførelsen
- at man kan nå ud til folk, for det giver varme. For eksempel er min „Kærlighedens
Højsang“ dedikeret til præsten i den kirke, hvor jeg synger. Jeg har ofte hørt
hende bruge de tekster [Paulus, 1. kor 13 og DDS167 vers 3,7 og 9, red.]. Det
blev hun glad for.“
Tre Præludier
for klaver og Kærlighedens Højsang blev uropført ved årets koncerter, kan du
huske din første uropførelse?
Efter en kort betænkningstid. „Jo, det var i Frederiksborg slotskirke, hvor
jeg var vikar, da lavede jeg et firestemmigt amen i tillempet Palestrinastil
- det må have været i januar ’91. Det var ret sjovt, selvom jeg var irriteret
på organisten, der ville lave om på det”.
Hvordan er det
at få sin musik uropført?
”Jeg er aldrig blevet overrasket over hvordan det lyder, jeg er ikke grænsesøgende
og sørger altid for at have kontrol. Kærlighedens Højsang var, som jeg havde
regnet med, jeg havde jo hørt korprøverne, så det var ikke en stor overraskelse,
men dejligt, fordi folk i koret går ind for det“. Med slet skjult begejstring
udtrykker han taknemmelighed over for foreningens projektkor, som han taler
om med rosende ord. Videre siger han om sine Tre præludier for klaver, at de
„har ligget i min skuffe siden jeg skrev dem i ’92-’93. Pludselig er der en
professionel pianist, der sætter sig og spiller dem. Det var helt klart, sådan
sku’ det være. Ja, for dem havde jeg ikke hørt før - for det lå uden for mine
evner at spille dem. Det var dejligt, at jeg på trods af tiden, stadig havde
overblikket“.
Kan du beskrive
din egen stil?
Stilhed. „Puhh, nej det er svært….det må der være andre, der skal…“.
Hvad arbejdede
du hen imod i år?
„Jeg har bestræbt mig på at skrive til projektet, belært af sidste år -
det skal kunne synges. Jeg vil skabe en situation, der flyder, det skal være
musik. Jo, jeg har nok tænkt mere som musiker end som komponist. Det løber som
musik, det er musikantisk, som når man nynner en god melodi for eksempel fra
renæssancen eller barokken”.
Er du inspireret
af renæssancemusik?
„Ja, renæssancen var kormusikkens storhedstid“, han opremser en række af
datidens komponister „Dufay, Gabrieli, Tallis og Purcel“, blot for at nævne
nogle.
Er de dine forbilleder?
„Nej! Ikke forbilleder. Komponister fra slutningen af det 20. århundrede
spiller også en rolle, Poulenc var jo en ægte korkomponist!“
Med hentydning til det at være en ægte korkomponist understreger Christian Hildebrandt sin lyst til at gøre værkerne sangbare, en side han selv mener at have underprioriteret tidligere. „I år kan jeg gå ind og synge hver stemme - det sætter jo nogle begrænsninger. En vanskelig stemme giver en tilfredsstillelse, når man kan den, og så glemmer man den aldrig.Når man synger noget let - der lyder, som noget man har hørt før, for eksempel ”Messias”, kan man godt stå og sjuske lidt”.
Måske også uden
at det kan høres?
„Ha, ha, ja dét kan man også. Men det, man skriver, skal selvfølgelig kunne
synges, foreningen blev dannet, fordi vi som korsangere selv følte et behov
for musik skrevet til kor. De komponister, der uddannes i dag, lærer at skrive
for orkester.“
Hvad med din
egen uddannelse, har MI-studierne betydet noget for dig?
„Ja, i høj grad!“
Hvad?
„Det betyder noget, at jeg mødte Peter på MI [Her refereres til Peter Lindeman
Jørgensen, medstifter af foreningen, red.], og at jeg har haft korledelse. Jeg
er blevet sporet ind på kormusik på MI, jeg skrev ikke meget for kor før. MI
har jo en stærk tradition for kor“.
Men hvad med
de mere „boglige“ fag?
„ Især de boglige fag har betydet meget - at jeg har haft Gunner Rischel
og skrevet opgave om Dufay og Vagn Holmboe og været til eksamen i Nørgaard.
Arrangement, satslære og brugsklaver har jeg slet ikke haft, der er noget ved
MI-stilen….Den er for dur/mol præget. Den teori, jeg kan, har jeg lært ved privatundervisning”.
Christian forklarer videre, at han ikke tror på holdundervisningen, da det så
slet ikke kommer til at dreje sig om faget, men om holdet som social konstruktion,
„det er jo som chimpanseflokken, grundlæggende handler det om at finde sin plads,
ikke om at lære noget…“
Kan man lære
af historien?
„Det historiske er især vigtigt, når man får lov at nørkle med det selv
og fordybe sig“.
Er det tilfældigt,
at dine tekster er religiøse?
„Nej, selvfølgelig er det ikke det, jeg har altid komponeret til åndelige
tekster. Der er noget overpersonligt ved at synge i kor, oprindeligt tilhører
korsang en religiøs kult. Jeg mener kor er noget oprindeligt, derfor skal teksterne
handle om livets grundvilkår…..Kormusik om en bil har jeg svært ved at forestille
mig. En god tekst falder på en konkret ting: radio, cykel, brødrister, men regn
er godt!“
Til slut vil
jeg spørge om betydningen af den statslige komponiststøtte. Får du lavet noget
ekstra?
Efter forbløffende kort betænkningstid og med kraftig ironi i stemmen svarer
han: „Ja, et nyt køkken!“.
Yderligere oplysninger om Vesterbro Komponistforening kan du finde på www.komvest.dk.
Senest Opdateret d. 04.05.2001 - MK